20. oktober 2013. Løvfaldsturen

11. november 2026 12:14 , af Helle Randrup Larsen

Søndag den 20. oktober var en grå og diset dag. Trods det, mødte Orla, Peter, Mads, Allan og nye Peter Van Gils samt Helle op for at køre mod Ry og tage den legendariske Løvfaldstur.

Vi satte i ved Ry kajakklub klokken 9.30, og det små regnede. Dog var det helt helt stille og lunt. Det var hyggeligt, at Peter van Gils var med. Han ville ”lige prøve os af” inden han melder sig ind i klubben. :-)

Vi tog gennem Birksø, gennem den smukke kanal op i Julsø mod Møgelø. Det var virkelig en løvfaldstur i år. Det var bare så smukt, det er længe siden, vi har taget turen, men super dejligt. Ved Møgelø gjorde vi holdt, og spiste første omgang mad. Det regnede, men ikke mere end at vi kunne spise i næsten tørvejr. Videre op i Julsø og mod Svejbæk. Vi vendte rundt inde i området med ålerestauranter, campingpladser og rododendron-planter. Alle farverne gjorde et vidunderligt syn.

Vi spiste frokost ved Skyttehusets camping, for der var overdækkede borde og bænke. Der stod godt nok, at man IKKE måtte være der uden for sæsonen og KUN som campist. Nu er jeg ikke så god til at læse en søndag i regnvejr og godt humør. Det skulle jeg nok alligevel have været, for camping mutter skældte ud og sagde at alle tisser og smider affald der…. Undskyld.. vi kommer aldrig igen og spiser der.

Tilbage i kajakkerne og af sted mod Himmelbjerget. Desværre glemte jeg min Darth Vader hat, men jeg ville ikke tilbage for at hente den. Den måtte de have som tak for lån af spisested.

Nu klarede vejret op og solen skimtedes gennem de grå skyer. Alle farverne, dykænder og svanerne var et skønt syn. På tilbage vejen tog Allan og Peter et smut ind i Knudsø. Den nye Peter var ved at være lidt træt, så godt vi snart var tilbage. Mads ønskede sig bare en smøg…

Vel tilbage pakkede vi kajakkerne og drak den sidste kaffe, inden turen gik tilbage til Hou. 22 smukke kilometer var vel overstået og endnu en super tur tilbagelagt.

Tak for det.